Farvel til Nordøen

Så gik der lige pludselig en masse dage uden dagbogsskriveri…


Vores søndag i Rotorua (for snart mange dage siden) kom til at gå med lidt tilfældig, men hyggelig vandren rundt i byen. Vi lagde ud i Government Gardens, hvor vi satte os på en bænk i solen og var vidne til en masse ældre herrer spille bowls, en pudsig mellemting mellem bowling og petanque. Efter lidt tid bemærkede vi, at der kom røg op af jorden lidt derfra, og da vi fulgte dampen – og lugten – fandt vi et lille hul med boblende termisk aktivitet. Vi var selvfølgelig klar over, at vi befandt os i et meget aktivt termisk område, men havde ikke forventet, at gasserne ligefrem vælter op af jorden i offentlige parker og sågar i folks baghaver, som det rent faktisk er tilfældet. Fra Government Gardens gik vi ned til Rotorua søen og blev forbløffede over at opdage, at den var fuld af sorte svaner – et imponerende syn. Vi fulgte søen ind mod centrum, hvor vi fandt en rigtig hyggelig café, der stod for en sen frokost og en dejlig kop kaffe. Sidst på eftermiddagen lagde vi vejen forbi Kuirau Park, hvor vi (gratis) kunne vandre fra det ene ildelugtende hul i jorden til det næste. Det bringer nok ikke særligt behagelige associationer frem på nethinden, men det var faktisk rigtig spændende, om end det ikke var så børnevenligt. Johanne og Frederik fik sagt ”adr” og ”puha” rigtig mange gange undervejs. Efter en lang dag, var det dejligt for hele familien at få sig endnu en svømmetur i den blå sø inden sengetid.

Den følgende dag havde vi besluttet at trodse børnenes forventede modvilje mod endnu en dag med fingrene for næserne og tage til Wai-o-Tapu Thermal Wonderland, ét af de mest berømte termiske områder, ca. 30 km. fra Rotorua på vej mod Taupo. Vi skulle (efter vores standarder) tidligt op, for vi skulle nå at være fremme, inden Lady Knox Geyser gik af kl. 10.15. Vi havde ikke fået læst nærmere om fænomenet og havde godt nok været noget forundrede over, hvordan geyseren kunne være så præcis. Det viste sig – da vi (i god tid) var pænt bænket i en slags amfiteater omkring geyseren – at der kl. 10.15 kom en park ranger og puttede et par stykker organisk sæbe ned i hullet for at få den til at gå af… Og det gjorde den så. Han forklarede, at geyseren ville have spruttet naturligt under alle omstændigheder, blot en gang hver 24-36 timer og ikke på klokkeslet, hvilket selvsagt ikke er særligt publikumsvenligt. Det var et flot syn, men vi følte os alligevel en lille smule snydt – det virkede ret kommercielt. Efterfølgende tog vi den lange tur rundt i parken mellem alle de forskellige termiske områder. Der var både boblende mudderhuller, røde og irgrønne søer og en masse røg og lugt. Det var meget specielt og spændende. Til sidst var Johannes største ønske imidlertid at finde et sted at spise frokost, ”hvor der ikke er nogen huller, der lugter, og som der kommer røg op af”.

Vi nåede campingpladsen i Taupo tidligt på eftermiddagen, hvilket betød at vi havde dejlig god tid til at lege på legepladsen og (New Zealands største) hoppepude, hvor Frederik udtalte ordene ”Kom Johanne, lad os gå over og lege med danskeren – hvem ved, måske er han venlig”. Godt at vide, at man har opdraget sine børn til at være tillidsfulde... Og så havde vi et par dejlige timer i den lækre pool. Her fandt Johanne ud af, at hun kan svømme! Måske ikke helt som en fisk i vandet endnu, men hun kunne transportere sig selv fra den ene side af poolen til den anden og holde hovedet oven vande samtidig. Hun var super stolt! Frederiks metode er måske mere i swim-mix-ånden og ligner næsten rigtig crawl, men hele hans krop er ca. 5-10 cm. under vand og han glemmer fuldstændig, at han skal op og have luft, hvilket er knap så hensigtsmæssigt i længden. Efter aftensmaden var der lige tid til en tur i den termisk opvarmede del af poolen med udsigt til stjernerne…

Vores følgende dag i Taupo blev meget afslappet og kom i første omgang til at gå med at forsyne os i forskellige outdoor butikker. Man kan købe sig fattig i lækkert udstyr hernede, og vi gjorde et helhjertet forsøg. Kenneths store udfordring her i NZ har hidtil været at tage stilling til, om han om morgenen skal tage shorts på, bukser til lige over knæet eller bukser til lige under knæet. I Taupo fik han så købt sidste skud på stammen, et par lange bukser, alle sammen i stort set samme farve og mærke. Så nu kommer der nok til at gå endnu længere tid, inden vi får snøvlet os ud af campingpladserne om morgenen… Vores indkøb blev i øvrigt hjulpet godt på vej af yderst hjælpsomme ekspedienter. Den ene ekspedient påtog sig sågar rollen som turistguide og tegnede og fortalte, så vi var helt med på, hvordan vi skulle komme til Whakapapa og Mt. Ruapehu dagen efter, hvorfra man på en klar dag skulle kunne overskue hele den nordlige halvdel af Nordøen. Sidst på dagen tog vi op til Huka Falls, som – mht. vandmængde og kraft, ikke højde – afgjort var et besøg værd, og endelig rundede vi dagen af med at finde et mere fredeligt sted ved Waikato floden, hvor vi kunne nedsænke vores legemer i et naturligt hot spring og få varmebearbejdet vores, ja lad os bare være ærlige, ikke særligt overanstrengte muskler. Dejligt var det nu. Vi havde overvejet at tage en sen køretur for at kunne være i Tongariro National Park fra morgenstunden den følgende dag, men efter vores varme bad var der udsolgt, og vi valgte derfor at trille den korte vej tilbage til den samme campingplads som aftenen før, og tage endnu en tur i poolen under stjernehimmelen…

Morgenen efter var det overskyet, og vi regnede derfor med, at vores vulkantur hermed var aflyst, men efterhånden som vi arbejdede os sydpå, begyndte vi så småt at kunne ane blå pletter mellem skyerne på himmelen, og da vi kom til Tongariro National Park, så vores odds så fornuftige ud, at vi valgte at dreje fra hovedvejen og køre op i parken for at fange stoleliften til Mt. Ruapehu. På vejen op, i Whakapapa, var der et godt i-site, hvor man kunne få et indblik i de stedlige vulkaners aktivitet. Og man blev meget konkret konfronteret med den potentielle fare ved at være på en aktiv vulkan, idet der på toiletterne hang nøje information om, hvordan vulkaner opfører sig under et udbrud, samt instruktioner i, hvordan man skal forholde sig. Der var et stort udbrud i 1995, som rumlede videre i 1996, og igen ét (helt uventet) udbrud i 2007, der faldt sammen med et mindre jordskælv, så det er ikke nogen fjern virkelighed. Vi var heldige med vejret, idet skyerne opløste sig mere og mere, og efter en hurtig frokost i camperen satte vi os til rette i stoleliften og lod den tage os op til godt 2000 meters højde, hvorfra vi havde en rigtig fin udsigt, selv om det ikke var helt klart. Som Frederik allerede har fortalt, gik han og Kenneth et godt stykke op ad bjerget, mens Johanne og jeg nød udsigten. Det var spændende at opleve et så goldt landskab (der i øvrigt har ageret kulisse for Mordor i Ringenes Herre). Se billederne i Johannes og Frederiks hilsen tidligere på ugen. Det var også ret koldt, trods solen, og vi måtte for første gang på turen have sokker og sko på og tage vores fleecetrøjer i brug.

Vulkan-turen tog betydeligt mere af vores dag, end vi havde forudset, så det blev en lang og sen køretur fra Tongariro til Wanganui. Landskabet var meget specielt og smukt i den sene eftermiddagssol med et hav af omvendt v-formede bakker efter hinanden så langt øjet rakte og masser af græssende får og køer. Vi kørte et langt stykke af vejen langs en flod, og der var en fantastisk frisk duft af fyr og harpiks, når man stak hovedet ud af vinduet.

På campingpladsen i Wanganui mødte Johanne og Frederik tre danske piger på hoppepuden, inden vi så meget som havde nået at tjekke ind og parkere camperen. De svingede med det samme, og Johanne og Frederik legede resten af aftenen med Magnolia, Olivia og Rosalia. Dejligt endelig at møde nogle danske børn. Næste morgen vågnede vi op til silende regn, men det betød ikke så meget, når der var legekammerater, og det kunne ikke gå hurtigt nok for Johanne og Frederik med at få slugt morgenmaden og løbe ud og lege med dem. Op ad formiddagen mødte vi også deres forældre, og det endte med, at vi tilbragte det meste af dagen i deres hyggelige selskab med frokost og kaffe, før vi først ud på eftermiddagen forlod campingpladsen og kørte mod Wellington.

Fredag havde vi så en dejlig dag på nationalmuseet Te Papa i Wellington, hvilket er det mest børnevenlige museum, vi nogensinde har været på. Der er massevis af gør-det-selv aktiviteter og vi oplevede både, hvordan det er at være i et hus under et jordskælv, og at være på bunden af havet i en ubåd, når en underjordisk vulkan går i udbrud. Vi så en 3D film om livet under havoverfladen og så den kæmpemæssige blæksprutte, som det for nogle år siden lykkedes museet at hive i land og få transporteret til en gigantisk montre i Te Papa – virkelig fascinerende. Der blev også kigget på dyr under mikroskop, og i én af museets afdelinger kunne vi tage billeder af os selv, flytte dem over på en kæmpe gulv-til-loft-og-væg-til-væg-skærm, hvor vi herefter kunne flytte rundt med dem og manipulere med dem med hver vores ”lys-stav”. Det var super sjovt. Efter museet spiste vi frokost på havnen og tog derefter med kabeltoget op til den skønne Botaniske Have, hvor vi vandrede rundt og fandt en herlig legeplads i en gryde mellem frodige bakkedrag. Wellington er virkelig en fin by, og mindst lige så smukt beliggende som Auckland. Dejligt at have fået lov at opleve byen i solskinsvejr og med sommertemperaturer, som vi gjorde.

I skrivende stund er det lørdag og vi sejler ud af Wellington under en høj, blå himmel og med bare en let vind i ryggen. Vejret er med andre ord perfekt til at krydse det berygtede Cooks Strait. Vi forlader Nordøen med indtryk fra en endeløs række af billedskønne bugter med både for anker og badende mennesker, bakkede, frodige landskaber og masser af vulkansk aktivitet. Vi føler os godt fyldt op med indtryk, men også fulde af forventninger til, hvad de kommende 3 ½ uge på Sydøen vil bringe…