Mødet med Sydøen

Vi er ved Franz Josef Glacier på vestkysten og har haft det held i dag at køre ned langs vestkysten med høj blå himmel, bjergene i sigte på den ene side og havet på den anden. Vi har taget et uanstændigt antal billeder og har sågar fundet en udmærket teknik til at fotografere ud af bilens vindue, mens vi er i fart, så vi ikke skal plage børnene med endnu et foto-stop. Nu er vi ved at gå til ro og glæder os til at skulle op til getscheren i morgen.


Den seneste uges tid har vi bevæget os fra Picton mod vest til først Marehau og Abel Tasman National Park, derefter nordpå til Pakawau ved Golden Bay og tilbage til Motueka syd for Abel Tasman. I går kørte vi derfra til Punakaiki og de berømte Pancake Rocks. I dag var vi for en gangs skyld (relativt) tidligt ude af campingpladsen og havde en dejlig gåtur ind i en kløft ved Pororari River, før vi tog det lange stræk her til Franz Josef – med et kort stop i Greymouth for at proviantere mv. Johanne og Frederik har i det store hele taget de sidste par dages megen kørsel flot, men da jeg orienterede familien om, at jeg havde reserveret to nætter på campingpladsen i Franz Josef, sagde Frederik straks ”nej mor, jeg vil blive der i fem nætter”. Det står bare ikke øverst på deres ønskeliste at skulle ud at køre hver dag…

Old news, men alligevel (vi skriver jo ikke bare for jer derhjemme, men mindst lige så meget for selv at kunne huske alle oplevelserne):

Søndag morgen for godt en uge siden vågnede vi op i Picton til meddelelse om tsunamivarsel for hele New Zealands kystlinje efter det store jordskælv i Chile. Campingpladsen i Picton lå ganske kort fra havnen, så vi forsøgte at få flere oplysninger via den lokale tv-station og NZ’s civilforsvars hjemmeside. Myndighederne tog tilsyneladende varslet meget alvorligt, og anbefalingen var navnlig, at man skulle holde sig væk fra strandene og fra at gå i vandet. I nogle tv-reportager blev beach imidlertid til coast, og vi var derfor lidt usikre på, om anbefalingen reelt var, at man i det hele taget skulle søge væk fra kystnære områder. Vi besluttede derfor for en sikkerheds skyld at forlade campingpladsen efter en forhastet morgenmad og køre lidt op i byen, hvor vi fra en café kunne følge med i livet i byen, der imidlertid virkede fuldstændig upåvirket af situationen. Vi fik løbende opdateringer fra civilforsvaret via Twitter og i løbet af dagen blev varslet heldigvis nedtonet. Men det blev alligevel en lidt kaotisk start på vores møde med Sydøen og betød at vores plan om at komme ud og sejle i Marlborough Sound den søndag måtte skrinlægges.

I stedet brugte vi noget tid på den lokale legeplads, hvilket i virkeligheden er Johannes og Frederiks foretrukne aktivitet. Når vi kører bil og vi spotter smuk natur og gode kaffesteder, så spotter Johanne og Frederik legepladser og kræver som udgangspunkt at vi stopper, hver gang de får en legeplads i sigte. Samtidig fik vi booket os ind på en bådtur den følgende dag med gode udsigter til at svømme med delfiner. Tilbage på campingpladsen pakkede vi en rygsæk, hvorefter vi satte ud på en vandretur på højderyggen langs indsejlingen til Picton. Som altid viste det sig at være skønt at komme op i højden, og det blev en dejlig vandretur i tæt bush med lejlighedsvise udsigter over et Marlborough Sound, der lå badet i solskin. Denne gang var det dog lidt svært at få trukket motoren på børnene i gang, og lad mig bare sige, at jeg var glad for, at det var mig, der havde fornøjelsen af at bære rygsækken og have Frederik som følgesvend i første geled. Kenneths tålmodighed var langt bedre egnet end min til at tale positiv-psykologi med Johanne og forsøge at indgyde motivation. Da benene var blevet varme, og vi havde fået styrket os på de medbragte forsyninger, gik det heldigvis langt bedre på tilbagevejen. Et par vandrestokke hjalp også på humøret, og til sidst var stemningen faktisk helt i top. Vi endte vel med at gå omkring 3 timer, og da vi var tilbage i byen, var der tilmed energi til at gå lidt ekstra for at finde byens største is til at runde en lidt kaotisk, men i sidste ende dejlig dag af med.

Den følgende dag skulle vi stå på havnen kl. 7.30, hvilket var en større udfordring, eftersom vi havde planlagt at forlade campingpladsen samme dag og derfor skulle have pakket alt sammen. Det med at pakke camperen sammen er jo relativt set utrolig let, men eftersom intet må ligge løst, når vi kører, indebærer det trods alt, at alt skal vaskes op og sættes på plads, børnenes legetøj skal pakkes sammen, og desuden skal der tømmes vand af og fyldes nyt på osv. Men vi klarede det i god stil og mødte forventningsfulde op til aftalt tid og begav os i den tidlige morgensol af sted i motorbåden ud i Marlborough Sound i vores søgen efter delfiner. På disse kanter er der næsten sikkerhed for at se delfiner (98%) og også rigtig gode odds for at komme til at svømme med dem (80%), men lad os bare afsløre med det samme, at vi desværre var blandt de uheldige 20% den dag. I lang tid var det eneste dyreliv vi så tre sorte svaner, som havde forvildet sig ud på det åbne vand. Og måske havde delfinerne kunnet mærke den uro fra jordskælvet, som vi andre ikke kunne, for de var som forduftet fra havet omkring Picton. Efter omkring 3 timers søgen fandt vi dog de Hector’s Dolphin, som efter sigende nærmest bor fast i et par af bugterne. Det er verdens mindste delfin, og de var meget interesserede i båden og cruisede i fuld fart helt tæt under stævnen på båden, så vi kunne kigge ned på dem fra få meters afstand. De var også legesyge og lavede kunstner for os et stykke fra båden. Desværre er Hecor’s Dolphin en truet delfinart, som man ikke må svømme med i Marlborough Sound, så heller ikke denne gange lykkedes den del af vores mission for os, og jeg må indrømme, at selvom vi havde en dejlig formiddag på havet, var vi lidt slukørede, da vi igen stod på havnen. Som et lille plaster på såret fik vi refunderet en del af vores billet, men jeg ville hellere have haft en delfinoplevelse i kroppen end en 50$ seddel i baglommen, da vi kørte ud af Picton hen på eftermiddagen.

Køreturen langs Queen Charlotte Drive mod Nelson tog vi i gråvejr og småregn og var glade for, at vi havde fået et godt udsyn over området på vores gåtur dagen før og vores sejltur samme morgen. Det er nemlig en utrolig smuk køretur – også fin i regnvejr, men nok skønnest i solskin. Vi provianterede lidt i Nelson, men besluttede os for, at vi ville benytte det lidt kedelige vejr til at køre helt til Marehau, som ligger lige syd for Abel Tasman National Park. Den lidt primitive campingplads (Johanne og Frederik kunne ikke godkende legepladsen) viste sig at ligge lige ud til en skøn bugt, hvor der er et udbygget og veldrevet system af vand-taxaer, der transporterer det vandrende folk op til forskellige landgangssteder i nationalparken. Herfra kan man gå dagsture eller begive sig ud på flere dages vandreture fra hytte til hytte. Kajaksejlads er også meget udbredt, men alderskravet er 14 år også selv om man sejler sammen med en voksen.

Vores første dag i Marehau var det stadig lidt gråt i vejret, og eftersom vi trængte til en dase-dag, gik vi bare en tur langs stranden, hvor vi havde stor fornøjelse af at iagttage tidevandsstrømningerne, som er ekstremt udtalt her. Når tidevandseffekten er størst, er der op til 6 meters forskel på højvande og lavvande. Onsdag tog vi en vandtaxa op til den nordligste del af parken langs en perlerække af gule sandstrande med en tæt bush i baggrunden. Det var højvande, så vi blev sejlet ind i alle de små kløfter og laguner og kom også forbi en sælkoloni på vejen, hvor 3 måneder gamle sælunger lå og solede sig på stenene sammen med deres mødre. Vi blev sat af på tilbagevejen ca. halvejs nede af kysten og gik derefter en super tur i tæt bush fra Bark Bay til Torrent Bay med fine udsigter undervejs. Det blev dog lidt presset til sidst, idet vi skulle samles op af en vandtaxa til bestemt tid, og vi havde svært ved helt at gennemskue, hvor langt vi havde tilbage. Og det er bare surt, hvis man ikke kommer med den sidste vandtaxa ud af parken. Der er godt nok hytter og teltpladser forskellige steder langs kystruten, men de er for folk med reservationer og forsyninger, og ikke for sådan nogle dagturister som os. Johanne og Frederik måtte derfor nærmest løbe det sidste stykke af turen, men klarede det heldigvis i fin stil.

Efter den – relativt set – anstrengende dag, forkælede vi os selv med en bedre middag på en lille restaurant ved campingpladsen med udsigt til havet. Johanne overgik sig selv i modighed og smagte mine green lipped mussels, der er specielle for New Zealand, og som i øvrigt smagte helt fantastisk. Hun sagde, at hun også syntes de smagte godt, men som sædvanligt havde hun ”bare ikke lyst til flere lige nu”…

Torsdag kørte vi efter anbefaling op til Pakawau nord for Abel Tasman med et stop undervejs ved Anatoki Salmon Farm lige uden for Takaka i håb om at fange vores egen frokost (og måske også lidt aftensmad). Heldigvis for husfreden var det Kenneth, der først fik bid (sådan for alvor – der var et par stykker, der var smuttet fra mig tidligere), og det var også ham, der trak den største laks i land. Jeg hev (efter en længere kamp) én ind kort efter, og det viste sig, at vi tilsammen havde 4,6 kg. fisk. Mens de første to fisk blev fileteret og røget på stedet, fangede Kenneth en tredje, som vi fik vakumeret. Sjov oplevelse og dejlig laks!

I Pakawau fandt vi den anbefalede campingplads helt ud til vandet, og vi sendte en taknemmelig tanke til Jens og Birgitte, som havde taget turen før os, da vi om natten kunne ligge i camperen og se månen stå op over havet og den vildeste stjernehimmel over os.

Den følgende dag havde Kenneth arrangeret, at vi om eftermiddagen alle skulle en tur ud og se på landskabet fra hesteryg. Vi kørte derfor op til Cape Farewell Horse Treks, hvor vi blev introduceret til vores heste af vores guide, Charlotte, der har gode erfaringer med at ride med børn. Alligevel indrømmer jeg, at det var en smule grænseoverskridende at sætte ud på en tur med Johanne og Frederik på hver sin store hest, selv om de begge to var trygge og glædede sig til turen. Det blev imidlertid en helt fantastisk ridetur op til Pillar Point, hvorfra vi havde en 360 graders udsigt over Golden Bay, Farewell Spit (Sydøens nordligste punkt) og ud mod Wharariki Beach på den rå vestkyst. Jeg har sjældent set så stolte børn (og forældre), som da vi steg af hestene efter næsten 2 timers ridetur. En meget, meget stor oplevelse!

Fra Pakawau kørte vi igen sydpå – ingen vej uden om at køre samme vej tilbage, selvom den indebærer en strækning på 25 km. med 365 sving; den længste stigning eller det længste fald, man som bilist kan komme ud for i New Zealand. Efter denne svingtur tog vi en overnatning på en dejlig campingplads i Motueka – dejlig især i børnenes optik, idet den både havde swimmingpool, flere legepladser og hoppepude, ligesom den viste sig at have to danske legekammerater, Signe og Ida. Ida fyldte 7 år samme dag, og det endte med at hun blev fejret for (vist nok) tredje gang den dag, da Johanne og Frederik (godt hjulpet af Kenneth) diskede op med den helt store pandekagefest i vores camper. Hyggeligt for børnene igen at møde nogle danskere, og vi fik samtidig suget til os af forældrenes anbefalinger fra deres rejse gennem Sydøen.

Køreturen i går ind over øen fra Motueka til vestkysten gik ad SH 6 langs Buller River og gennem Buller River Gorge, hvilket viste sig at være en langt mere interessant rute end forudset. Man kan simpelthen ikke blive træt af at kigge ud af vinduerne på bilen i dette land, selv om man kører i rigtig mange timer. Ruten gik langs den bugtende flod gennem et frodigt bakke-/bjerglandskab. På vejen gjorde vi holdt ved en 110 meter lang hængebro, som vi selvfølgelig skulle over. Fra den modsatte side kunne man tage en svævebane hen over floden tilbage igen, og det var simpelthen for stor en fristelse for Kenneth og Johanne, der tog en ”tandem-tur”, mens Frederik og jeg spadserede tilbage.

Vi ramte helt tilfældigt Punakaiki lige ved højvande, hvor Pancake Rocks og navnlig de særlige Blowholes helst skal opleves (og helst i vildt vejr), og vi kørte derfor straks derud. Havet viste sig imidlertid fra sin milde side, og vi lod os derfor nøje med de mystiske klippeformationer, der lignede forstenede stakke af tykke pandekager.

I dag endte vi så med igen at tage en lang eftermiddagskøretur, idet vejrudsigten har lovet perfekt gletschervejr i morgen. Vi har indtil nu ikke kunnet udsætte noget som helst på vores held med vejret, så lad os håbe, at det holder til i morgen med…