Hahei

Jeg har på fornemmelsen, at vi får et problem med det danske sprogs tilstrækkelighed på vores rejse gennem New Zealand. Ordene smuk og fantastisk har vist allerede været flittigt brugt, men der kommer hele tiden nye steder til, som synes at overgå de hidtidige, og Hahei er ingen undtagelse. Vi var meget tilfredse, da vi så vores camping-lod for de næste dage i første række til et brusende hav og en hvid sandstrand. Billederne taler vist for sig selv…

Inden vi forlod Coromandel havde vi forsynet os med et udsnit af egnens specialiteter fra havet: røgede muslinger i hvidløgsolie, koldrøget laks, røget laksemousse og røget King Fish. Hertil kom, at vi var heldige at finde en bager, der havde friskbagt brød med en hidtil uset mængde kerner, så da vi havde parkeret vores camper, og Mette havde fået den første dukkert i bølgen blå, kunne vi nyde en skøn hjemmelavet sandwich i solskinnet med den bedste udsigt til dato. Resten af dagen dasede vi bare på stranden, og da vi gik i seng kunne vi ligge og kigge op på stjernehimmelen og høre brændingen bruse lige i nærheden. Helt o.k.

For lige at komme lidt ned på jorden igen, vågnede vi den følgende dag op til sjask-øsende regnvejr. Så formiddagen stod på dvd og hyggelæsning i camperen. Johanne fik også trænet lidt med sin klap for øjet, og Frederik kastede sig over en malebog og syntes efter kort tid, at ”nu begynder det da vist at ligne noget, hva’”. Om eftermiddagen kørte vi ud til Hot Water Beach, som var et rigtig sjovt naturfænomen. I ca. 2 timer på hver side af ebbe, når det kolde havvand har trukket sig længst muligt tilbage, kan man – sammen med absurd mange andre mennesker på et meget lille areal – grave sig et hul på stranden og opleve at sidde i en brændende varm pool, hvor vand stiger op fra undergrunden, opvarmet af resterne af en ældgammel vulkan. En meget pudsig, fornøjelig og næsten gratis oplevelse – man kan selvfølgelig leje skovle i den nærtliggende café for 5 $ pr. stk. Johanne og Frederik havde stor fornøjelse af at grave ud og bygge volde, så (det ret vilde) havvand ikke oversvømmede og ødelagde vores pool. Indimellem blev vandet dog så varmt, at det faktisk var nødvendigt at få spædet op med køligt havvand for at man overhovedet kunne holde ud at sidde i det.

Tilbage på campingpladsen hen under aften fik vi et glas vin med et dansk par, der var camperet et par pladser fra os. De skulle rejse hjem fredag og kunne fortælle os en masse om, hvad de havde set på Sydøen, hvad de syntes godt om, og hvad vi skulle undgå. Det er altid godt at få et førstehåndsindtryk som et supplement til Lonely Planet.

Vi har i øvrigt stort set ikke mødt nogen danskere indtil videre, men de sidste par dage er det som om, vi er stødt på den ”guldåre”, som alle danskere tilsyneladende går efter. Vi har heller ikke rigtig mødt nogen legekammerater på campingpladserne. Enkelte gange har Johanne og Frederik forsøgt at kommunikere lidt med nogle engelske børn, men de er stadig lidt tilbageholdende i forhold til de sproglige udfoldelser. De er nu blevet gode til at sige hello og thank you ved passende lejligheder – også Frederik, der forleden dag sagde thank you til en dame, der hjalp ham med at styre vandhanen, så han kunne få skyllet alt sandet af fødderne efter vores strandoplevelse på Hot Water Beach. Da hun svarede ”okay”, syntes han det var lidt sjovt, ”at hun også kunne tale dansk”.

Vi synes allerede, at tiden går stærkt, og vi har fornemmelsen af, at vi skal begrænse os en del for ikke at få brugt for meget tid på Nordøen og dermed have for lidt tid til Sydøen, som alle siger, er den mest fantastiske. Vi stiler derfor efter at nå til Wellington sidst i den kommende uge og sejle over lørdag. På vejen vil vi se Rotorua og Lake Taupo. Vi trives helt klart bedst med som oftest at blive mindst et par nætter på hver campingplads, så det ikke bliver forjaget. Så meget mere end det når vi nok ikke.

Fredag vågnede vi op i Hahei til en smuk solopgang og udsigt til dejligt vejr. Dagen startede dog med en lille udfordring, idet vores vandpumpe var helt død – ingen vand ud af hanerne. Den havde kørt lidt ustabilt i nogle dage, så vi havde været i kontakt med KEA, som havde anvist os en mulig mekaniker i Hahei, eller – hvis vi kunne vente – i Rotorua. Vi kunne så ikke rigtig vente længere, så vi kørte ud til mekanikeren tidligt på formiddagen. Han pillede lidt ved nogle ledninger, hvorefter den virkede igen. Han var dog ret sikker på, at pumpen er ved at stå helt af, så vi krydser fingre for, at vi kan få en ny installeret et sted undervejs sydpå i løbet af den næste uge.

Vi havde satset på at skulle en tur med kajakker ud til Cathedral Cove, mens vi var i Hahei, men selvom vejret klarede op fredag, var bølgerne for store til, at det var forsvarligt at tage af sted. Vejrudsigten var heller ikke sikker for lørdag, så vi besluttede at droppe kajakkerne i denne omgang og tage vandreturen derud i stedet, en pæn tur på 45 minutter hver vej i kuperet terræn og bagende varme. Heldigvis kom Indiana Jones os til undsætning igen og sikrede, at også pigen med diamanterne bevarede motivationen (sådan nogenlunde) under hele turen.

Og vi blev rigt belønnet, da vi kom frem. Foran os lå den skønneste, hvide sandstrand, og da vi havde forceret de bølger, der skyllede ind i det grottelignende hul i klippen til venstre for os, kom vi ud på endnu en skøn, hvid strand, hvor store bølger kastede rundt med dem, der forsøgte sig med body surfing. Det skulle vi også prøve, og det var helt vildt sjovt! Der kom de vildeste bølger, og når man fangede den helt rigtigt, blev man båret af sted og endte med at blive kastet ned på bunden i et virvar af skumsprøjt og sand. Der var stort set ingen understrøm, og børnene måtte (med skiftende forældre) nøjes med at hoppe over skumsprøjtene i brændingen i sikker afstand inde på land – blot for at berolige eventuelle bekymrede bedsteforældre. Tilbage på den første del af stranden, kunne vi skylle sand og saltvand af os i et lille vandfald i den modsatte ende af stranden.

Efter vores dejlige badetur ved Cathedral Cove, kørte vi en tur til Ferry Landing og tog den lille passagerfærge over til Whitianga, hvor vi gik en tur i havnen, fandt en sjov legeplads og en restaurant, der serverede en rigtig god frokostpizza.

Da vi sidst på dagen vendte tilbage til campingpladsen i Hahei i forventning om en forestående aften med middag i det fri med udsigt til hav og bølgebrus, ventede os turens hidtil største skuffelse. På grund af en dum misforståelse havde manageren på stedet udlejet vores strandgrund til et par madammer og deres camper van, uagtet at vores campingstole fortsat stod på grunden, og ikke mindst at vi havde været oppe på kontoret samme morgen for at bekræfte, at vi blev en nat mere. Efter en del diskussioner med personalet, som erkendte at de havde begået en fejl, men ikke ville smide madammerne ud, måtte vi give op og tage til takke med en plads i tredje række uden udsigt. Da skuffelsen havde lagt sig, tog vi en kop kaffe med op på skrænten og nød udsigten derfra i stedet – langt fra de madammer, som ifølge vores tidligere ”nabo” havde ignoreret hans protester om, at vi da kom tilbage igen. Se, så store kan problemerne blive på sådan en rejse: udsigt til hav eller ej…

Lørdag havde vi en køretur på ca. 250 km. foran os fra Hahei til Rotorua. En stor del af vores rejserute går ad snoede veje gennem bjerge og dale, så det er et forholdsvis langt stræk på én dag. Heldigvis er børnene rigtig gode til at underholde sig selv, mens vi kører. Johanne tager sig oftest en lur eller to på sådan en lang tur, mens Frederik spiller Nintendo og er helt upåvirket af kørslen. Indimellem sidder de og snakker sammen, og det er tydeligt, at deres indbyrdes forhold allerede har udviklet sig meget på turen. Selvfølgelig farer de i totterne på hinanden en gang imellem, som alle søskende gør, men de er blevet endnu bedre kammerater end tidligere. Har en masse hemmeligheder sammen, pjatter, krammer, tumler og hygger sig rigtig meget.

Vi holdt en sen frokostpause ved Omokoroa, en lille by ved vandet et par kilometer fra hovedvejen. Det viste sig at være et godt sted for en pause, for lørdag eftermiddag fyldte den lille strand med lokale familier på udflugt og masser af aktivitet både på vandet, hvor der var en lille kapsejlads for optimistjoller i gang, og på den bagvedliggende legeplads, hvor Johanne og Frederik fik løbet lidt energi af sig efter vores frokost. Vi har generelt mødt rigtig gode legepladser på vores tur med mange sjove udfordringer, som vi ikke så tit har mødt på de sædvanlige legepladser i Danmark.

Vel ankommet til campingpladsen ved Blue Lake lidt sydøst for Rotorua kunne vi lige nå en dukkert i den lille sø inden solnedgang, aftensmad og sengetid. Hermed alt for denne gang.