Vi kom ud af København med det sidste SAS-fly til London, før snestormen ramte, og følte os meget heldige, da vi sad i Heathrow og ventede sammen med hundredevis af andre rejsende, der skulle tilbage til København. Vi var blevet et par timer forsinket, dels i København og dels fordi vi måtte hænge over London temmelig længe, før vi fik lov at lande, så vi besluttede hurtigt, at vi ikke ville tage ind til London som planlagt. Heldigvis afgik vores A380 til Singapore præcis til tiden, og efter et par timer i luften i verdens største (og meget komfortable) passagerfly fik vi os en (efter omstændighederne) god nats søvn. Drengene havde dog svært ved at slippe den super seje remote control i stolesædet foran, der gav adgang til en hel verden af film, spil osv.
Vi bor på et super dejligt hotel med en formiddabel udsigt over byen.
Johanne er meget optaget af alle de eksotiske træer, blomster og buske i byen. Det første hun undersøgte i lufthavnen var, om planterne nu også var ægte. Det var de, og det første hun sagde her til morgen, da vi forlod hotellet var, at "det er godt nok en smuk verden, vi er kommet til". Og det har hun sådan set ret i - på den præmis, at det er en storby, vi taler om. Ingen af os har været i Singapore før, og både Kenneth og jeg er fascinerede af at være i en by med så mange skyskrabere og andre høje bygninger, som samtidig virker så behagelig og indbydende.
I dag tog vi en tur-bus rundt i byens gader og stod af i Chinatown, hvor der var masser at se på. Jeg fik købt et ekstra batteri til mit kamera og børnene fik hver en lille vifte. Johanne mener godt nok aldrig, hun har set en mand med en vifte før, men det er Frederik ligeglad med, og i øvrigt er han jo også en dreng, kom Johanne i tanker om. Så var det vist ok. Og viften er der brug for, for her er godt 30 grader og meget fugtigt. Det var derfor to meget trætte og svedige børn, der holdt et hvil på en bænk ved floden meget tæt på hotellet...
Og derfor var det også dejligt at komme hjem i eftermiddags og blive kølet af i poolen. Her fandt Frederik ud af, at han godt nok kan crawle 10 meter, men at han endnu ikke har helt styr på det med at få hovedet op over vandet igen... blop, blop, blop. Her til aften har vi så været på Night Safari i Singapore Zoo - en spændende oplevelse, hvor vi fik en fornemmelse af at komme helt tæt på dyrene, idet parken er lavet sådan, at man kører i et lille, åbent el-tog gennem junglen. Nogle af dyrene var så tæt på vognen, at man ville kunne røre ved dem, og hvor der var indhegninger, var de lavet naturligt, f.eks. med en voldgrav eller ved hjælp af træstammer. Efter tog-turen kunne vi også selv gå rundt på nogle stier i junglen - lidt af en prøvelse for Johanne at være så tæt på den "vilde" natur (her kan jeg oplyse, at hun skreg allerede, da vi var på toilettet kort efter ankomsten, og hun så tre myrer på toiletsædet...). Forhåbentlig strækker hendes angst-tærskel sig lidt efterhånden som rejsen skrider frem.
I morgen skal vi ud på Sentosa Island. Desværre lover vejrudsigten regn, og for lidt siden spottede jeg lyn i det fjerne. Forhåbentlig bliver det ikke heldagsregn, men ellers er jeg sikker på, at vi nok skal få tid (og penge) til at gå i et af de mange indendørs shoppingcentre i byen. Vi flyver fra Singapore til Auckland tidligt lørdag morgen, så jeg må hellere se at komme i seng og forsøge at få vendt mit indre ur bare en lille smule i den rigtige retning. Børnene er omsider faldet i søvn, men Frederik er ikke meget for at sove, "når det er midt på dagen i Danmark". Også dét må han hellere vænne sig til...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar