Queenstown-regionen og Fiordlands

Så forsvandt der lige en uge mere her på Sydøen. Og vi kunne bruge mange flere. Når vi tænker på, at vi skal forlade New Zealand om fem dage, er det helt uhyggeligt, hvor hurtigt tiden går. Der er rigeligt med uudforsket land til en rejse hertil igen om nogle år. Men efterhånden som temperaturen er dalet og vejret er blevet mere ustadigt og ind i mellem helt efterårsagtigt, er det samtidig dejligt at tænke på, at vi inden længe er på vej til Australien og igen skal have fødderne i vand.

Vi rejste fra Franz Josef Glacier uden helt at vide, hvor langt vi ville køre. Vi kom sent ud af røret og lagde mageligt ud med en tur forbi Lake Matheson og den lækre Matheson Café, hvor vi fik kaffe og fluffy’er (mælkeskum med chokoladedrys og i dette tilfælde også krymmel), inden vi fortsatte ned langs vestkysten, der fortsat ikke rigtig ville vise tænder. Det gjorde til gengæld de lede sandflies, som vi vist endnu ikke har beklaget os over, men som indimellem har fået os til at danse mærkeligt rundt og til at bande over, at vi netop den dag havde taget sandaler på. Navnlig Kenneths fødder har til tider mere lignet en elefants end et menneskes, men heldigvis har djævlene kun generet os på udvalgte steder, og der har også været lange stræk, hvor det ikke har været noget problem overhovedet. Endnu engang havde vi fået timet vores kørsel til en gråvejrsdag, der efterhånden som vi nærmede os Haast blev til lavthængende skyer og regnvejr. Vi så derfor ikke nogen grund til at blive hængende i Haast, men fortsatte ind gennem Aspiring National Park, som vi på grund af skydækket nok ikke fik et helt retfærdigt indtryk af. Da vi nærmede os Haast Pass klarede det dog lidt op, og vi fik trods vejret en god fornemmelse af bjergene omkring os og nogle fine vandfald undervejs. På den anden side af passet forandrede landskabet sig fra de frodige grønne bjerge til rå brune bjergsider i det centrale Otago. Vi var sent på den, så da vi kørte ned mod Lake Hawea stod himmelen i de mest utrolige røde og orange farver. Vejrudsigten forudsagde et skift fra lunt til køligt og med byger i sigte de kommende dage, så vi besluttede os for en campingplads lige i udkanten af Wanaka, så vi var godt placeret i forhold til eventuelle indendørs aktiviteter de næste dage.

I Wanaka lagde vi ud med sjov for både børn og voksne i Puzzling World, som vel kan kaldes et aktivitetscenter med fokus på mentale udfordringer og illusioner. Der var bl.a. en kæmpe labyrint, som vi brugte over en time på at løbe rundt i, og forskellige rum med hologrammer og andre installationer, der spillede hjernen et puds. Der var også et helt rum, der umiddelbart så normalt ud, men som var vinklet i forhold til vatter, så tyngdekraften hele tiden drillede. I souvenir-butikken købte vi et par af de gode gamle rubiks-terninger til Johanne og Frederik, men stemningen faldt drastisk, da Kenneth ”blandede kortene” på Frederiks terning, så den ikke længere havde 6 ensfarvede sider. Frederik var ikke rigtig indstillet på, at det netop var dét at ordne den igen, der var formålet med terningen, og jeg måtte sidde og pusle med terningen adskillige gange i løbet af eftermiddagen for at prøve at skabe orden i roderiet og tilfredshed hos Frederik – blot for at måtte konstatere, at min hjerne altså ikke formår helt det samme, som da jeg var 12. Øv! Forhåbentlig kan den så noget andet.

Vejret slog for alvor om i løbet af natten, og vi måtte for første gang på rejsen have varmeblæseren på arbejde for alvor, da vi vågnede op og var kolde ind til benet. Med vejrskiftet kom også nogle ordentlige ruske-byger, og vi tilbragte formiddagen i camperen med at lave ikke ret meget. Da solen endelig brød igennem, benyttede vi til gengæld chancen til at spise frokost uden for camperen med en fantastisk udsigt til bjergene omkring os og et glimt af Lake Wanaka, og efter frokost trodsede Kenneth, Johanne og Frederik den kølige lufttemperatur og trak i badetøjet for at benytte sig af, at vi havde fundet en campingplads, der var udstyret med en swimmingpool med tresporet rutsjebane. Da det kom til stykket svigtede modet dog børnene, men de kunne så se til, mens det tredje barn i familien morede sig. Om eftermiddagen gik vi en tur langs søbredden ind til byen og kom undervejs forbi det A & P-show, som var i byen – en begivenhed lidt a la Jallerup Marked, hvor de lokale farmere viser både dyr og landbrugsmaskiner frem, handlende sælger spa-bade og byggematerialer, mens byens brandmænd lader børnene klatre rundt i den lokale brandbil. Det var selvfølgelig lige noget for børnene. Vi sluttede dagen af med at forkæle os selv med en dejlig middag på en hyggelig café i byen og gik hjem langs søen mens solen gik ned. Tiltrængt med en dag i roligt tempo. Vi kan godt mærke, at vi har været sammen længe nu på meget lidt plads. Der har været et par barnlige nedsmeltninger hele raden rundt i løbet af den sidste uge, så det har været tiltrængt at bremse lidt op og få ro til at tage tingene i et adstadigt tempo.

Inden vi forlod Wanaka fik vi besluttet os for, hvilken tur vi ville tage på i Fiordland. Vi havde begge haft en præference for Doubtful Sound, men vejrudsigten for de kommende dage var ustadig og klart mest usikker for det sydligere beliggende Doubtful Sound, mens Milford Sound så ud til at blive god mandag. Vi endte på den baggrund med at booke os ind på en tur med overnatning på Milford Sound fra mandag til tirsdag med afgang fra Milford mandag kl. 16.30. Vi kørte derfor fra Wanaka mod Te Anau lørdag og tog os god tid til at opleve ruten undervejs. I Cromwell ca. halvvejs mellem Wanaka og Queenstown holdt vi et behageligt stop i Old Cromwell Town med kaffe og fluffy på den hyggelige Grain and Seed Café ved Lake Dunstan. SH 6 fortsatte langs den dybt turkisblå Kawaru River, og lidt uden for Cromwell besøgte vi en gammel guldmineby med ruiner af de gamle beboelser, minetunneler og pumpeværker. Vi fik også mulighed for selv at forsøge os med vores eget guldvaskeri, men til stor skuffelse for Johanne og Frederik uden held. Lidt uden for Queenstown kom vi forbi den legendariske bro over Kawaru River, hvor de første kommercielle bungy-jumps begyndte i 1988. Vi skulle selvfølgelig ind forbi og se på løjerne, og før der var gået 10 minutter havde Kenneth købt et spring. Han spurgte for sjov Frederik, om han også ville prøve, hvortil Frederik svarede ”ja, hvis du synes far”. Det var på ingen måde forberedt, at Kenneth ville springe, og det gav vist betydeligt flere sommerfugle i min mave end i hans. Der blev tilmed lige skruet op for dramaet, da han – efter at være blevet fuldt udstyret med alt sikkerhedsudstyr mv. og klar til at springe – blev sendt tilbage til kontrolvejning, fordi der var uoverensstemmelse mellem det elektroniske print af vægten og den vægt, han havde fået skrevet ned på håndryggen. Ikke så smart, hvis elastikken bliver indstillet til 5 kg. mindre end den reelle vægt. Da alt var dobbelttjekket og på plads, blev der ikke tænkt mange sekunder over det, før det gik på hovedet ned mod floden 43 meter under broen. Og op igen lige sekundet før armene ville have ramt vandet. Ifølge Kenneth en sjov oplevelse, der dog var alt for hurtigt overstået.

Fyldt med adrenalin i kroppen fortsatte vi den lange køretur mod Te Anau, det første stykke med Lake Wakatipu på den ene side og bjergkæden The Remarkables på den anden side. Og de er virkelig bemærkelsesværdige, de bjerge. Det er helt uforståeligt, hvordan de rå klippesider kan gøre det ud for et skisportssted om vinteren, men til gengæld langt mere forståeligt, hvordan de kan have indgået som location i Ringenes Herre filmene, som for store deles vedkommende er optaget her i regionen.

På campingpladsen ved søen i Te Anau var vi den følgende dag igen først ude af camperen langt over frokost. Tiden i vognen går med at læse og for børnenes vedkommende med at finde på fusions-lege, der typisk kombinerer et par Barbiedukker, der enten er giftelystne eller i store vanskeligheder, og nogle pirat-lego-figurer, der både kan gøre det ud for rimelige ægteskabsbud og heroiske redningsmænd. Som regel sniges det sidste ind på en eller anden måde, uanset hvordan legen i øvrigt er lagt tilrette. Legen kan fortsætte i timevis og er meget underholdende at lytte til. Og hvis man på nogen måde blander sig, får man at vide, at man skal blande sig helt uden om. Om eftermiddagen tilbragte vi lidt tid ved endnu en super lækker, fantasifuld legeplads ved søbredden og endnu et marked, denne gang med brugte køretøjer i alle afskygninger – legetøjsbiler, motorcykler, ”antikke” Porcher, masser af traktorer og sågar et par militærkøretøjer. Senere fortsatte vi op i byen, hvor vi gik i biografen og så en kort, men meget smuk film om Fiordlands. Hvis ikke man var inspireret til at sejle ud i fjordene inden, var man det i hvert fald efter. Te Anau er i øvrigt også leveringsdygtig i smukke solnedgange…

Vi vågnede til præcis det dejlige vejr mandag, som vi havde håbet på ud fra vores gentagne tjek af vejrudsigten de foregående dage. Vi tog derfor tidligt af sted fra Te Anau for at have god tid til køreturen op til Milford, hvor adskillige udsigtspunkter og vandreruter undervejs let forlænger køreturen med adskillige timer. Det var en super køretur med stop ved bl.a. Mirror Lakes og frokost i solen ved et lille udkigspunkt med udsigt over Hollyford Valley. Under frokosten var vi så heldige at spotte en Kea papegøje i et træ ikke langt fra vores camper. Det viste sig dog hurtigt, at fuglen var yderst scenevant og efter et par minutter fløj den ned på parkeringspladsen og gjorde sig til over for et voksende antal turister og et tilsvarende antal kameralinser. Man endte næsten med at have fornemmelsen af, at kræet var dresseret, snarere end vild.

Da vi ankom til Milford, lå Milford Sound og Miltre Peak badet i sol, som vi havde drømt om. Vi havde brugt en del tid på køreturen og havde lidt travlt med at nå ned til båden, så jeg fik ikke taget nogen billeder, men det lånte billede til venstre giver et meget godt indtryk af herligheden, hvis man trækker sneen fra og tilføjer nogle krusninger på vandoverfladen. Vi havde en rigtig dejlig sejltur på fjorden med højdepunktet sidst på mandagen, da vi efter at have kastet anker i Harrison Cove satte os i kajakkerne og padlede rundt i bugten. Frederik og Johanne kom i hver sin kajak og blev sat på slæb af henholdsvis Kenneth og mig, men fik lov til at hjælpe til med hver deres pagaj. Det var en stor oplevelse og ifølge dem begge ”meget sjovere end de havde regnet med”. Det var også stort at opleve stilheden og mørket, da vi sent om aftenen mens børnene sov i deres køjer gik en tur op på dækket og kun kunne skimte konturerne af bjergene omkring os, fordi de skyggede for stjernehimmelen over os. I det stille vand kunne vi høre bølgeskvulp og prust omkring os, og den følgende dag kunne vores naturguide fortælle os, at der havde været sæler på jagt omkring vores båd om natten.

Tirsdag vågnede vi op indhyllet i skyer og var glade for, at vi havde fået lov at sejle ud på fjorden i solskin. I skiftevis gråvejr og regnvejr sejlede vi videre ud til udmundingen af fjorden og det Tasmanske Hav. På vejen tilbage genså vi et imponerende vandfald og en sælkoloni fra den foregående dag. Jeg skulle bestemt ikke have haft noget imod, hvis vi havde haft solskin på hele vores tur, men jeg synes egentlig også det var sjovt, at vi fik lov at opleve fjorden i flere nuancer. Det regner næsten 2 ud af 3 dage i Milford, og der falder mellem 6 og 8 meter regn om året, så man kan sige, at vi fik set fjorden i sit naturlige element. På vejen tilbage mod Milford blev vi sat af ved det flydende Milford Deep Underwater Observatory, hvor vi 6-8 meter under vandoverfladen kunne iagttage de dybhavsforhold, som helt exceptionelt findes på så lavt vand her i Milford Sound på grund den store mængde regnvand. Da vi igen sad i camperen og vendte næsen tilbage mod Te Anau kunne vi se, at det nu piblede frem med kaskader af vandfald ned over de klippesider, som dagen før havde været helt tørre. Vi havde hørt meget om fænomenet, men det var meget imponerende at se på.

Efter Milford kørte vi til Queenstown, som har vist sig at være en super hyggelig og meget smukt beliggende by. Onsdag havde vi en fabelagtig udsigt fra toppen af Skyline Gondola mod både bjergene omkring os og søen under os. Vejret var helt klart, men meget friskt med 12-15 grader, hvilket jo for os sandalvante rejsefolk er lige i underkanten, selvom det sikkert lyder som paradis, hvis man har tilbragt de seneste måneder i Danmarks sne og kulde. Ved toppen af gondol-liften kunne man tage en stolelift endnu et stykke op og derfra køre i go-carts ned ad bjerget. Johanne og Frederik fik hver deres (efter at Johanne havde lavet en scene), og det gik rigtig godt og var super sjovt. Vi tog den et par gange, hvorefter Kenneth måtte have gang i en mere adrenalinproducerende aktivitet og kastede sig ud i paragliding. Kort og godt består det i, at man får spændt en faldskærm på ryggen, hvorefter man løber ud over en skrænt. I dette tilfælde – til en vis beroligelse for familien – heldigvis sammen med en erfaren makker. Vi satte vores lid til, at makkeren havde stor interesse i at lande dyret fornuftigt igen, så vi satte os til rette i den nedadgående gondol-lift og kunne følge med i Kenneths samtidige cirkler i luften ned over bjerget. Been there, done that – too!

Om eftermiddagen gik vi en tur rundt i byens mange outdoorbutikker, dog uden at det gik ud over pengepungen. Vi fandt en café på havnefronten, der serverede fantastisk hjemmelavet is – faktisk så heavy, at både Johanne, Frederik og jeg selv helt uhørt måtte give op, før vi havde spist det hele og kun kunne klare et par rugbrødsmadder til aftensmad. Ja, vi har været heldige at finde rigtigt surdejsrugbrød et par steder undervejs, og det er altså meget rart til at supplere det lyse toastagtige brød, som ellers er dominerende.

Vi havde egentlig tænkt os at forlade Queenstown torsdag, hvor vejret ikke var specielt spændende, men da vi fandt ud af, at de lovede skønt vejr fredag, blev vi inspirerede til at blive hængende endnu en dag for at tage ud og rafte på Shotover River. Efter denne beslutning kørte vi en tur til Glenorchy og spiste frokost med (endnu) en fantastisk bjergudsigt, hvorefter vi tog til Queenstown Alpine Aqualand, som viste sig at være den fedeste svømmehal, vi nogensinde har været i. Den havde en masse forskellige bassiner til både store og små, en super sej vandrutsjebane gennem lukkede rør og så noget, som ingen af os har set andre steder: en flod med kraftigt strømmende vand, hvor man kunne lade sig bære rundt eller forsøge at kæmpe imod og fornemme, hvor stærk en kraft vand kan være. Jeg fik en skøn halv time for mig selv til mine 40 baner, som jeg ikke har svømmet i umindelige tider, og vi havde alle stor fornøjelse af både vandrutsjebanen og floden. Denne gang var både Johanne og Frederik super modige og slet ikke til at slæbe væk fra vandrutsjebanen, selv om det (sikkert ikke så overraskende) i sidste ende var Kenneth, der var sværest at få med derfra.

Dette var vist alt rigeligt for nu. Mere om vores rafting-tur følger en anden dag...