Noosa Heads, Tin Can Bay og Fraser Island

Eventyrlysten vandt over driverlysten, og vi er nu på Fraser Island.

Vi havde nogle hyggelige dage i Noosa Heads, selv om det ikke blev den sol-pool-og-strand oplevelse, vi havde regnet med. Det upålidelige vejr faldt heldigvis sammen med, at vi havde fundet et rigtig dejligt hotel med en sublim morgenmads-/brunch-buffet, og en kok, der kunne lave papirfigurer til Johanne og Frederik i alle afskygninger, så vi havde ikke specielt travlt med at komme ud af røret om morgenen. En enkelt dag havde vi heldagsregn, men fik alligevel – denne gang med det rette udstyr – gået en fin tur langs vandet, hvor massevis af surfere nød godt af de stabile, lange og ikke alt for vilde bølger på denne nordvendte kyststrækning. En anden dag tog vi en lille båd ned ad Noosa River og kunne bl.a. sidde og sukke over de fantastiske boliger, der lå ud til vandet. Endelig havde vi en super dag i Steve Irwins Australia Zoo ca. en times kørsel inde i landet, hvor vi så et hav af krokodiller samt bl.a. slanger, koalaer, kænguruer og wombats. Vi var meget begejstrede for den måde de havde indrettet haven på, idet man flere steder gik inde i selve indhegningen, og derved kunne vandre ved siden af kænguruerne eller gå rundt og spotte koalaerne oppe i træerne. Der var også flere muligheder for at komme helt tæt på dyrene, og vi fik bl.a. lov til at ae koalaer og kænguruer og håndfodre en elefant. Den dag, vi besøgte zoo, var vejret særdeles ustabilt, hvilket imidlertid havde den bonus, at der ikke var ret mange mennesker i haven, og vi havde bl.a. derfor en rigtig god dag. Hen under solnedgang kørte vi omkring Glass House Mountains lidt syd for zoo og fandt et udsigtspunkt, hvorfra vi havde en fin udsigt over det særprægede landskab, inden det – igen – stod ned i kaskader over os på vej tilbage mod Noosa.

Efter Noosa kørte vi til Tin Can Bay, hvor vi havde en enkelt overnatning med et helt bestemt formål. Om morgenen kl. 7 kørte vi ned på havnen, hvor 2-3 vilde delfiner gennem mange år troligt er kommet ind hver morgen for at hygge sig med de fremmødte mennesker og blive håndfodret. Da vi kom, var den ældste han, Mystique, allerede dukket op, og da vi var tidligt på den, fik vi masser af tid til at iagttage den helt tæt på. Kl. 8 havde alle, der var mødt frem, mulighed for at købe en spand med to fisk hver (i alt fodres delfinerne med højst en tiendedel af deres daglige behov), hvorefter vi én efter én fik desinficeret vores hænder og kunne gå ned i vandet og fodre delfinen. Denne gang var det Kenneth, der filmede, og vi andre tre der havde en førsteklasses oplevelse. De frivillige, som sørger for, at alt går ordentligt til (man må f.eks. ikke røre delfinen, men den må godt røre dig), kunne fortælle en masse spændende om delfinerne og deres historie, og vi havde i det hele taget en super morgen.

Fra Tin Can Bay kørte vi til Hervey Bay, hvorfra vi blev transporteret til River Heads og derfra med færge til Fraser Island. Undervejs holdt Frederik og jeg udkig efter krokodiller, som er set i strædet mellem fastlandet og Fraser, men (som forventet) så vi ikke nogen.

I går var vi med en firehjulstrækker på en tur rundt på øen, den største sand-ø i verden. Vejene på øen udgøres derfor af enten snoede, bumpede sandveje gennem tæt bush eller den flade sandstrand på vestkysten – teknisk set en highway, hvor man må køre 80 km/t, men skal vige for fly der letter og lander... Vi havde en yderst veltalende chauffør, der kunne fortælle en masse gode historier, mens vi kørte. Han indledte med at give os en masse sikkerhedsinstrukser, herunder om hvordan vi skulle folde armene foran os, finde vores strengeste blik frem og bakke væk, hvis vi skulle komme i nærkontakt med en dingo. Efter den instruktion insisterede Frederik på at fastholde sin dingo-positur i lang tid, selv om vi sad i sikkerhed inde i køretøjet, og han var i det hele taget ikke meget for at bevæge sig ud i ukendt land, hvor der var farlige dyr. På det tidspunkt havde han end ikke hørt om edderkopperne og de 19 forskellige arter af slanger på øen… Efter ca. en times kørsel gennem bushen nåede vi ud til vestkysten, der ser indbydende ud, men som er et no-go for badning på grund af stærk understrøm og hajer. På stranden blev vi kapret af nogle piloter, som tilbød en 15-minutters flyvning ind over øen til en rimelig pris. Det kunne vi ikke stå for, og kort efter sad vi i et lille propelfly, som lettede fra stranden og først tog os ud over havet og dernæst ind over øen, hvor træerne under os lignede små broccolihoveder. Spændende, men også noget af en rå bumpetur, og jeg må sige, at jeg var svært tilfreds, da vi igen var landet sikkert på stranden og kunne slutte os til resten af gruppen ved Eli Creek.

Længere oppe ad vestkysten så vi både Maheno Shipwreck og Coloured Sands of the Pinnacles samt – i sikker afstand – flere dingoer, der luskede rundt på stranden. Efter frokost gik vi en times tid i bushen, hvor vores guide bl.a. fandt en funnel web spider, en af de giftigste edderkopper i verden. Vi holdt os på behørig afstand. Sidst på eftermiddagen havde vi en times tid til at bade og svømme ved den smukke Lake Mackenzie med det klareste vand, jeg nogensinde har set. Da Kenneth lige inden afgang skulle på toilettet, mødte han en pytonslange på tæt hold. Heldigvis var den helt uinteresseret i at springe på ham. Alt i alt en rigtig spændende dag!

I dag har vi hygget i vores hytte og gået en enkelt tur i bushen. Da vi kom tilbage i eftermiddag og var godt svedige af turen, sprang vi i poolen og havde nogle dejlige timer dér. Det er skønt at se, hvor hurtigt børnene gør fremskridt med svømningen. Johanne svømmer rigtig hurtigt nu, og Frederik er også ved at komme godt efter det. I morgen går turen tilbage mod fastlandet og nordpå, hvorefter vores sidste ø-ophold venter. Vi glæder os til at opleve Great Barrier Reef, men ser efterhånden også frem til at komme hjem til en dagligdag med godt gammeldags rugbrød og leverpostej…