Melbourne, Byron Bay, Lamington National Park og Noosa

Inden vi kørte ud af Apollo Bay langfredag formiddag var Kenneth så heldig at finde en frisør, der havde tid til at klippe ham med det samme, og han ser nu i det store hele ganske repræsentabel ud igen. I Lorne fandt vi en hoppeborg og et frokoststed ved stranden, hvor vi spiste med udsigt til surfernes forsøg på at finde den helt rigtige bølge. Da det herefter gik videre mod nordøst, var vi glade for, at vi kørte mod Melbourne og ikke den modsatte vej, for påsketrafikken betød flere kilometers kø i sydvestgående retning. Lidt uden for Kennett River var vi heldige at opleve vilde koalaer i træerne, men da et par turistbusser ankom og fik øje på dem og overrendte hele området, var det pludselig ikke så sjovt længere. Naturoplevelsen virker på en eller anden måde ikke helt så naturlig, hvis man skal dele den med 50 andre. Lidt længere mod nordøst gjorde vi et kort ophold ved Anglesea golfbane, hvor op mod 1.000 kænguruer efter sigende har taget mere eller mindre permanent ophold. Det var et meget besynderligt (men så vidt vi kan forstå ikke unormalt) syn at se golfspillerne gå rundt og forsøge at koncentrere sig om deres putting med kænguruerne græssende og hoppende omkring sig.

Langfredag ud på eftermiddagen ankom vi så endelig til Anthony og hans familie i Southbank i Melbourne, hvilket vi alle havde glædet os til længe. Vi fandt let frem til deres hus, idet de havde malet et dansk flag og sat det på lågen for at byde os velkommen. Og vi har virkelig følt os velkommen. Det har været et skønt ophold. De havde påskeferie og havde heldigvis tid og lyst til at tilbringe nogle dage med at vise os rundt i byen og omegnen, og de har samtidig sørget godt for os. Vi håber at få mulighed for at kunne gengælde deres gæstfrihed en gang i fremtiden. Kenneth og jeg blev indlogeret i et gæsteværelse, mens Frederik og Johanne blev gæster i Tors fine værelse. Vi havde medbragt et LEGO piratskib som en gave til Tor, men havde måttet bruge lidt energi på at tale med Frederik om glæden ved at give gaver, og vi var faktisk lidt spændte på, hvordan han ville klare separationen fra den store, spændende æske, som vi havde båret med os på rejsen i efterhånden mange uger. Det gik heldigvis fint, og som Frederik havde håbet, fik han lov til at være hovedansvarlig for at bygge skibet, hvilket optog ham en del timer i løbet af de dage, vi var der.

Den første dag i Melbourne blev vi i lokalområdet. Børnene blev forsynet med hvert deres køretøj – cykel, løbehjul og løbecykel – hvorefter vi satte kursen mod en skøn naturlegeplads i Botanisk Have, hvor børnene gik på opdagelse, mens vi drak kaffe i græsset. Efter frokost i parken besøgte vi Shrine of Remembrance, et krigsmonument, hvorfra der var en fin udsigt mod Melbourne CBD (Central Business District). Ved National Gallery of Victoria havde børnene stor fornøjelse af at lege med vandvæggen for derefter at kravle rundt og afsætte våde håndaftryk på fliserne. Og da vi kom forbi en gademusikant smed børnene resolut cyklerne på fortovet og gav sig til at danse til stor fornøjelse for både os og de forbipasserende. Sidst på dagen besøgte vi Eureka Tower, der er den højeste beboelsesejendom på den sydlige halvkugle. Vi tog elevatoren op til 88. etage, hvorfra vi havde en eminent udsigt over hele Melbourne og dens forstæder. Vildt at opdage en helikopter flyve forbi huset adskillige etager længere nede…

Søndag morgen blev et af opholdets højdepunkter for Johanne og Frederik. Da de tre børn kom ned i stuen havde både Easter Bunny og Easter Bilby nemlig været på besøg, hvilket tydeligt sås på de store fodaftryk (der lignede mel en lille smule), og havde gemt et ubeskriveligt antal påskeæg, påskeharer og påskekyllinger rundt omkring bag puder og legetøj, i skuffer og skabe, og den store jagt gik ind. Det var ikke meget morgenmad, de chokoladefyldte maver kunne rumme den morgen! Efter morgenmaden fulgte Johanne og jeg med Alison og Tor i kirke, mens drengene blev hjemme og byggede videre på piratskibet. Om eftermiddagen fik Kenneth og jeg løbet lidt energi af os på tennisbanen i deres fælles gårdanlæg, inden turen gik til MCG (Melbourne Cricket Ground) og en gang aussie rules (eller footy). Vores (pålagte) favorithold, Tigers, tabte desværre stort, men det var super sjovt at opleve et alternativ til Superliga kampene i Parken. Det var et kæmpe stadion med plads til ca. 100.000 tilskuere, men en meget familievenlig begivenhed, hvor stort set ingen drikker øl eller opfører sig primitivt, som man nogle gange ser til vores fodboldkampe hjemme.

Mandag kørte vi ud til The Dandenongs, et bjergområde ca. 1 time fra Melbourne, hvor vi steg ombord på et restaureret tog med damplokomotiv (Puffing Billy). Med benene hængende ud af vinduerne kørte vi i adstadigt tempo gennem et frodigt landskab ud til en park, hvor vi lavede picnic og børnene kunne boltre sig på de sjove legepladser. En skøn dag. Tirsdag tog mændene og børnene på Science Works, et museum a la Experimentariet (og en stor succes), mens Alison og jeg fik afløb for vores shoppelyst i Chapel Street.

Det er gået fint med kommunikationen for børnene, som efterhånden kan forstå en del simple engelske ord, især når de bliver suppleret med håndtegn og en god portion tålmodighed i den anden ende. Johanne blev meget glad for Alison og var meget stolt over at få lov at hjælpe hende med at lave frisk pasta en eftermiddag, mens Kenneth og jeg spillede tennis, og drengene havde andet for. Det har været godt at se Anthony igen og møde hans søde familie, og det har været dejligt at være i lokale guiders hænder, så vores egne guidebøger for en gangs skyld kunne få et hvil. Vi forlod i det hele taget Melbourne med en oplevelse af at have haft nogle af de bedste dage på vores rejse.

Efter at være landet i Brisbane fik vi hurtigt udleveret vores bil og nåede heldigvis ud af byen, inden den værste eftermiddagstrafik. Vi ankom til Belongil Beach ved Byron Bay ved 18-tiden, netop som mørket havde lagt sig over landet. Meget anderledes, at dagen pludselig er blevet så kort igen. Vi havde lejet en lille hytte, som lå umiddelbart på den anden side af vejen fra stranden. Hytten var ok, men især beliggenheden var helt perfekt. Byron Bay viste sig at være et rigtigt hippiested, ligesom vi havde fået det beskrevet. Stemningen var meget afslappet, og der var mange, der så ud som om de var kommet til området for mange år siden og aldrig kommet videre. Også for os blev det nogle meget afslappede dage. En af dagene besøgte vi fyrtårnet på Cape Byron, det østligste punkt på det australske fastland. Fra toppen af klippen havde vi en super udsigt til havet på begge sider og var heldige både at se en kæmpemæssig ørn, en smuk papegøje og en flok delfiner på vandring i havet under os.

Den ene formiddag i Byron besluttede vi os dog til at være aktive på havet og kastede os ud i nogle havkajakker sammen med et par guider og nogle andre eventyrlystne turister. Johanne fik lov at sejle i kajak med en af guiderne, mens Frederik sad imellem Kenneth og mig. Det virkede som et ret vildt projekt, vi havde kastet os ud i, da vi padlede gennem brændingen og blev fuldstændig gennemblødt af bølgerne, der slog ind over kajakken. Det blev heldigvis roligere længere ude, men det var om at holde kajakken lige mod bølgerne, så man ikke blev slået ud af kurs. Selv temmelig langt ude på havet kunne der pludselig være en stor bølge, som knækkede. Da vi nåede ud til et rev, fik vi mulighed for at komme i vandet. Kenneth var i af to omgange og var så heldig at snorkle rundt med en skildpadde på ret tæt hold. Han blev dog også brændt af en bluebottle, hvilket definitivt afholdt mig fra at bevæge mig ned i det store ukendte dyb. Tilbage på stranden blev spaghettimusklerne tanket op med masser af søde sager, og det var alt i alt en rigtig sjov oplevelse for hele familien.

Fra Byron Bay gik turen videre til Lamington National Park og O’Reily’s Rainforest Retreat, som ligger meget smukt med udsigt over bjerge med frodig regnskov. Den første aften kom børnenes voksende mod til at være på egen hånd os alle til gode, da Johanne og Frederik hoppede med på et ”legestue-arrangement”, hvor en ranger underholdt et hold børn med at klippe-klistre, tegne, læse historie og se film, mens deres forældre kunne hygge sig i restauranten. Børnegruppen spiste også i restauranten, men samlet og uden forældre, og Johanne og Frederik var rigtig stolte af at have klaret sig helt på egen hånd med en flok børn og voksne, som talte et andet sprog. Heldigvis er et ord som pasta gangbart på både dansk og engelsk.

Regnskoven blev en våd oplevelse for os, idet vi på vores første vandretur blev fanget i en byge uden at være ordentligt forberedt og blev lige så våde, som hvis vi havde taget et brusebad med alt tøjet på. Derefter var børnenes lyst til mere regnskov forduftet, og efter et varmt bad og en kop te benyttede vi i stedet eftermiddagen til at fodre papegøjer, få massage og svømme i en pool med en formidabel udsigt over nationalparken. Om aftenen i restauranten spiste vi middage lige ved siden af en possum, som sad og spiste lige ved siden af os på den anden side af vinduesglasset. Lamington er helt sikkert et virkelig skønt sted for alle med lyst til naturoplevelser, men regnvejrsturen havde åbenbart helt taget eventyrlysten ud af vores børn for en tid, for på vej ned fra nationalparken, hvor vi i øvrigt flere gange måtte bremse op for at undgå at påkøre hoppende kænguruer, kom det pludselig fra Frederik på bagsædet: ”Hvornår er vi ude af denne her latterlige skov?”

På vej nordpå mod Noosa tog vi en overnatning i Sea World ved Surfers Paradise på Gold Coast, som vi ellers har gjort os umage for at styre uden om. Med adskillige store tema-parker i området ville det dog være noget nær børnemishandling (og heller ikke falde i god jord hos Kenneth), hvis vi ikke besøgte mindst én af parkerne. Sea World viste sig at være et godt valg, for der var rutsjebaner og andre rides for enhver smag og et kæmpe vandland. Intet kunne dog konkurrere med vandlegepladsen på resortet, der formentlig er den sjoveste legeplads, vi har set til dato. Det mest geniale var helt klart det pumpeværk, der løbende fyldte en kæmpe spand på toppen af legestativet med vand. Når spanden ca. hvert tiende minut var blevet fuld, begyndte en lille klokke at ringe og spanden tippede langsomt, så alt vandet til sidst væltede ud over et lille halvtag og derefter i kaskader ned over de forventningsfuldt skrigende børn, der havde taget plads nedenfor. Johanne og Frederik var ret sure på os, da vi til sidst var nødt til at forlade stedet for at køre videre…

 

Vi er nu i Noosa, hvor Johanne i går fandt et par påskeæg i sine sutsko, som åbenbart havde overlevet jagten påskesøndag. Foran os venter nu nogle dage her i Noosa og til slut fire dage på Heron Island, muligvis med nogle dage på Fraser Island derimellem, hvis rejselysten er større end behovet for bare at leve driverlivet den sidste del af vores orlov. Driverlivet lader dog til at blive af en lidt anden karakter, end vi havde forudset, idet vi her på Sunshine Coast indtil videre har haft heldagsregn af den type, som gør dig gennemblødt på ti sekunder. Og vejrudsigten har ikke sol på programmet de næste fem dage - ikke ligefrem, hvad jeg havde planlagt. Lige nu, hvor jeg sidder og skriver, kan jeg dog skimte store blå plamager på himmelen uden for, og solen rammer hustaget ved siden af, så måske er vi alligevel heldige i dag. Sådan er det så tit gået med vejret på vores rejse.

Den 30. april er vi tilbage i Danmark, hvor vi glæder os til at se familie og venner igen, og til vores nye, kæmpe altan, som er blevet en realitet, mens vi har været væk.

Ses snart!